ORAKLET I DELFI
Ca. 100 km nordvest for Athen ligger en af oldtidens Grækenlands vigtigste helligdomme: Delfi. Ordet betyder muligvis “livmoder” (δελφύς) og er med sin placering på sydsiden af Parnassosbjerget en del af den vestlige kulturs “parnas”: et kulturelt højdepunkt i vores kultur. Delfi er også symbolsk knyttet til grækernes forhold til skæbne og viden i den forstand, at oraklet var den vel mest autoritative kilde til viden om skæbnen – både den individuelles (som mange grækere må have interesseret sig for også i Delfi, men i hvert fald i Dodona, hvor et lignende orakel befandt sig) og fællesskabets (som man ser i flere af de “orakler” (dvs. orakelsvar) som Herodot refererer til i sit berømte historieværk.
Men hvordan forhold den almindelige græker sig til den viden, oraklet i Delfi præsenterede dem for? Og hvordan kan vi sætte det forbindelse med vores tilgange til viden i vores måske postfaktuelle “informationssamfund” der dog er nogen grad er født af oplysningens værdier? Tja, det er ikke helt let at sige, men en sammenligning ligger lige for: vores forhold til kunstig intelligens – som en forlængelse af internettets løfte om forbindelse til vores kollektive hive-mind. For grækerne, så vidt vi kan formode det, må have tænkt at Pythia og de præster der omgav hende, var i stand til at forbinde dem til guderne – og til den kosmos-funderede sandhed som de stod som garanter for og formidlere af. Og selvom vi i dag kan bryste os af kritisk tænkning, videnskabelig metode og kildekritik, må vi nok alligevel erkende at de fleste af os gang på gang alligevel forlader os på, at CoPilot, ChatGPT, Claude osv. repræsenterer en pålidelig sandhed.
Men – men: både den bagvedliggende “sandhed” OG den formidling og forvaltning som maskineriet, algoritmerne og præsteskabet repræsenterer er behæftet med betydelige problematikker. Delfi forvaltede jo ret beset – fra et moderne perspektiv – ingen sandhed og højst kvalificerede bud fra et præsteskab der hægede om sin autoritet for at beskytte en betydelig indtægtskilde. Og de centrale kilder som Herodot, Plutarch, Diodor og Pausanias bruger oraklerne nærmest som en kulturens egen bekræftelse af mytologiens værdi, eller rettere: den kosmologiske orden (κόσμος).
Delfis mytologiske og kosmologiske betydning kan nærmest ikke overvurderes, og det afspejles i en række myter der placerer Delfi som verdens navle. Vigtigst af disse er vel myten om Zeus’ to ørne og hvordan de fandt verdens centrum i Delfi de da fløj fra hver sin ende af verden og mødtes der. Men også Apollons myte om dragen Python (Πύθωνος) var central for stedet og forklarede hvorfor oraklet i Delfi også blev kaldt Pytho, ligesom Apollons præstinde Pythia fik sit navn derfra. Etymologisk stammer “pythein” (at rådne) muligvis fra dragens forrådnende dampe, men de kan også være fra stammen “pyth-” der betyder “at spørge” eller “at få svar”. Ideen om dampene fra den forrådnende drage så Erwin Rohde som at Apollon havde fanget Python under stenen og at den repræsenterede et chtonisk element – dvs. en forbindelse til underverdenens guder og frugtbarhed. Hos bl.a. Joseph Campbell ses dragen dette princip også som forbundne, og det er derfor heltens rolle at nå derned og hente jordens skatte op. I den forstand har Apollon sikret en permanent adkomst til jordens hellige ressourcer som Pythia formidler.
Det græske ord for navle, omfalos (ὀμφαλός), betegner den hellige sten der mentes præcist at markere den oldgræske verdens centrum – verdens navle (lat. umbillicus mundi). Stenen står nu på museet i Delfi, mens en kopi er sat på det sted, den stod på i antikken: i Apollon-templets adyton (hellige sted).
Den mytologiske forklaring på stenens udsmykning kæder endnu engang Delfi og omfalos-stenen til Zeus, for myten fortæller at Zeus blev reddet af Rhea, da hun pakkede stenen ind i bylter for at narre Kronos og dermed fik ham til at sluge den i stedet for det lille Zeus-barn. Man kan på den måde sige, at stenen er et vigtigt symbol på den verdensorden (kosmos), som Zeus regerer over, og på den begivenhed som lod hans skæbne komme til udfoldelse.
Det er muligt at området før overgangen til klassisk tid var helliget Gaia, men det kan være en mytologisk tradition grækerne skabte senere. Der er dog ikke tvivl om, at oraklet i Delfi var tæt forbundet med både kolonitiden og politik. For orakelsvarene handlede bl.a. om grundlæggelse af kolonier (oikismos), og både kolonier på Kyrene, Sicilien og Syditalien. Thera, Milet, Paros og Korinth benyttede sig alle af orakelsvar i processen frem mod at etablere nye kolonier. Det kan synes bemærkelsesværdigt i dag at man fæstede så stor lid til orakelsvarene, men man betragtede f.eks. oraklet i Delfi som neutralt, og i hvert fald i begyndelsen af det 5. århundrede tyder meget på, at kosmos-troen var udbredt og dermed troen på oraklerne.
I dag er Delfi på UNESCOs Verdensarvsliste (sammen med 17 andre, i øvrigt. Til sammenligning har Danmark 8).
Anthelaforbundet – senere kaldet Det Amfiktyoniske Forbund, var et forbund af 12 folkeslag fra det centrale Hellas der først administrerede Demeter-helligdommen ved Anthela (nær ved Thermopylæ, også kaldt Pylaea), og siden Apollons helligdom i Delfi. Af de 12 folkeslag var thessalierne, fokerne, dorerne, ionerne, lokrerne og boioterne de vigtigste. De var desuden ansvarlige for afholdelsen af Pythiske lege. Der var i antikken en række amfiktyonier (ἀμφικτυονία, dvs. “forbund af naboer”) dvs. statsforbund der administrerede en kult og en helligdom der tilhørte forbundets medlemmer i fællesskab. Der var andre amfiktyonier, som f.eks. det Deliske (som forestod festlegene Delia til ære for Apollon), det Kalauriske Forbund (for Poseidon i Athen, Troizen og Aigina, med flere), det Onchestiske (også for Poseidon i Boiotien) og det Kalydonske Forbund for Artemis, muligvis i Aitolien.
Oraklet i Delfi svarede på en lang række forespørgsler, og vi har i dag ca. 600 såkaldte “orakler” fra en række forskellige kilder og især fra Herodot, som sammen med Sofokles’ Kong Ødipus giver os de måske bedst kendte orakelsvar, f.eks. om “muren af træ” som grækerne ville gives af Zeus, og som ville beskytte Athen (Herodots Histories, 7. bog, 140-141). Det, der er interessant ved Herodots forhold til oraklerne er, at de synes at antyde hans egen holdning og fremgangsmåde ift. viden og erkendelse: at den rette fortolkning af data er af afgørende betydning (som Kroisos’ misforståelse af oraklet viser), og at man også må være vedholdende eller udfordrende når data ikke synes at passe: Themistokles lykkedes jo med at aftvinge oraklet i Delfi et svar, der gav athenæerne håb. Så selvom de med nogen ret er blevet hævdet (bl.a. af Fairbanks, 1906), at Herodot stod som en slags apologet for oraklet i Delfi, var det måske snarere for den tilgang til viden, han selv mente at stå for.
Et andet eksempel på Herodots forståelse og anvendelse af orakelsvar drejer sig om Spartas ekspansionsdrømme: da Lykurgus spørger oraklet, om de er stærke nok til at indtage Arkadien. Her svarer oraklet nej, men lød til at love spartanerne at de ville kunne “slå Tegea med jeres dansende fødder og måle dets smukke sletter med reb” (Hdt.: 1.66.1-1.66.4). Som med Kroisos’ forhåbning om at slå perserne, talte dette tvetungede orakel sandt selvom Sparta tabte krigen mod Tegea, for Herodot beretter at de tilfangetagne spartanere måtte måle markerne med reb da de som slaver arbejdede der. Igen synes budskabet at være, at selvom oraklet har gudernes øre og omvendt, forstår menneskene sjældent den sandhed, der gemmer sig i det. På den måde synes Herodot at være på linje med Sofokles.
Endnu et orakel følger i 1.67-68 hvor Herodot beretter hvordan spartanerne vender krigslykken mod Tegea ved at spørge oraklet i Delfi til råds. Her var svaret at de skulle bringe Orestes’ knogler tilbage til Sparta, og efter endnu et orakel om hvor disse knogler befandt sig, tog ridderen Lichas afsted. Lichas var en af de såkaldte Agathoergi, dvs. særligt udvalgte riddere med diplomatiske funktioner. Lichas lykkedes ved held at finde Orestes’ lig, og med snilde var han i stand til at vende hjem til Sparta med liget og derpå vendte krigslykken selvfølgeligt.
Delfis Orakler
Herodots mange orakelsvar handler ofte om krig (Lykurgus, Themistokles’ og Kroisos’ forespørgsler, eller oraklets advarsel til Athen om ikke at gengælde et angreb fra Aigina (Hdt. 5.89.2), eller om styreformer som om Eetions og Labdas barn Kypselos (“den kistefødte af κυψέλη for kiste) der blev til et skifte til tyranni for Korinth, men som jo også er en gentagelse af et typisk successions-orakel som ganske ofte kommer til udfrielse – som også her. Herodot understøtter her altså oraklets autoritet igen, og får også fortalt en historie om viden og fortolkning.
En måske endnu mere interessant hændelse Herodot videregiver er historien om Demaratos (Hdt. 6.66), en spartansk kongesøn, der franarres sin kongemagt da en konspiration betvivler hans ophav og overtaler oraklet i Delfi til at afgive et falsk orakelsvar. Her viser Herodot en ny type kildekritik.
La Pizia (The Oracle / Pythia) olie på lærred af Camillo Miola (1880)
Det er vigtigt at nævne, at selvom der er en betydelig mængde orakelsvar bevaret (op mod 600), er de bevarede orakelspørgsmål og -svar ikke nødvendigvis repræsentative for den måde grækerne brugte oraklerne på. Den mest almindelige brug af orakler ved vi mest om fra oraklet i Dodona hvor blytavler (katadesmoi) ifølge Esther Eidinow bevidner at grækerne i høj grad brugte orakler til at mindske eller regulere personlig risiko, f.eks. ved forbandelser eller forsikringer om, at et risikobetonet valg var det rette (og sikkert eller skæbnebestemt). Det var en måde for både mænd og kvinder fra alle sociale lag at håndtere utryghed på.
Kilder
John Fontenrose, The Delphic Oracle, University of California Press, 1978
lex.dk (“/amfiktyoni”, “omphalos” og “/Delfi”) tilgået d. 10/5 2025
Chr. Gorm Tortzen: Antik Mytologi, Høst & Søn, 2004 (s. 280: “Delfi”)
Joseph Campbell: The Hero with a Thousand Faces, New World Library, 2008 (1968) (s. 5)
Aaron Kachuk, University of Cambridge: anmeldelse af Esther Eidinow: Oracles, curses,
and risk among the ancient Greeks (Oxford University Press, 2007) (tilgået d. 17/5, 2025).
PERSPEKTIVERING
Oraklet i Delfi har inspireret kunsten på flere måder. En af de nyere eksempler på dette er Wachowski-søstrenes Matrix-serie hvor en ældre seer, “Oraklet”, skaber balance i den kunstigt skabte verden: The Matrix. Selvom filmserien langt hen ad vejen bruger oraklet til egne formål, har hun dog een lignende rolle ift. antikkens orakler: at skabe en form for stabilitet og formål hos dem, der opsøger hende, men måske også for den omkringliggende kultur. Hun optræder desuden som en, der viser os hvad vi mennesker er og bør være. Oraklets rolle som formidler af etik og moral afviger ikke på den måde fra f.eks. Herodots forhold til oraklet i Delfi: han synes at bruge det til at understøtte sin kosmos-tanke. Hendes alder passer desuden udmærket: Pythia skulle være over 50 år.
De såkaldte “pre-cogs” i Spielbergs Minority Report (2002)
Mary Alice i filmen Matrix: Revolutions (Wachowski, 2003), den tredje film i serien
I Steven Spielbergs Minority Report (2002) (baseret på Philip K. Dicks novelle The Minority Report fra 1956) er oraklet blevet til såkaldte “pre-cogs” der ligger som egoløse kroppe perfekt indstillet til at forudsige menneskelig adfærd. Filmen betoner dog i modsætning til Herodots orakelsvar skæbnens vankelmodige sind og lader det være muligt for filmens helt at træffe et afgørende valg til sidst.
Man kan sige, at orakler efter antikken ikke nævnes hyppigt, men at de typisk udfordres. I den forstand er disse to eksempler undtagelserne, for her understøttes deres autoritet i nogen grad. “The Oracle” er menneskelig visdom og menneskelighed, mens “the pre-cogs” er teknologisk forfinet intuition; ikke helt ulig den kunstige intelligens, nærmest alle betjener og betjener sig af i dag. Hej.